
Aftenkaffen sender hver mandag 21-22 og er en ugentlig hyldest til Bob Dylan. Værterne Niels og Thomas er leveringsdygtige i alt fra fun facts til benhård samfundsanalyse (vi er vildt venstreorienterede). Der spilles musik med både følelser og rytme. Lyt med - du kan vinde en CD!

Frit Fald er, var og vil altid være programmet, hvor en æstetiker, en astrokemiker og et pensioneret postbud præsenterer absurd musik for absurde mennesker i en absurd verden. Idéen til programmet Frit Fald blev undfanget under en ubærlig smuk Jandek-koncert i 2007, da det gik op for tre unge mænd, at de (ud over en generel lede ved tilværelsen) også delte lidenskaben for musik i alle afskygninger. Frit Fald skændes om, spiller og hyper alt fra avantgarde-klassikere til free folk/free jazz, alt fra metal til field recordings, alt fra musique concrète til loner folk, og alt fra ambient til noise.
Værter: Jonas Siig, Janus Eriksen og René Nielsen.
Find flere informationer samt playlists på Frit Falds blog.
Frit Fald sender fredag aften fra 21-22.
Førsteholdet er et radioprogram lavet af 2 unge studerende. Henrik Rothenbücher & Henrik Hoe Jakobsen. Radioprogrammet har i sin helhed ikke noget koncept som sådan, men prøver at sætte humoren i fokus. Til tider ved vi ikke hvor programmet fører hen, hvilket er charmen ved programmet. Udover humoren ville der blive sat fokus på nye bands, lidt blandet musik og musik som er godt men desværre glemt. Vi prøver at finde ud af hvad der sker i Aarhus, tilbud for unge og div. Koncerter, arrangementer mm. Men i sin helhed er det radio på slap line, hvor lytterne kan bibringe ting til programmet, vinde præmiere og få et smil på læben.
Førsteholdet sender hver torsdag eftermiddag kl 17-19 og tirsdag aften 20-22 i de lige uger.
Ausfahrt er et dårligt radioprogram bestyret af to Junior Senior wannabees ved navn Ole og Simon (vi vil være bier). Ausfahrt er tysk for frakørsel, men Entgleisung (afsporing) ville være mere passende for den tummelumske orddiarre, som vi disker op med hver tirsdag aften fra 19-20. Ausfahrt er et forsøg på at undergrave radiomediet indefra ved hjælp af fejlslagne interviews, dårlig musik og kolossal inkompetence. Programmet kan koges ned til, at vi siger dumme ting og spiller musik, men ikke nok med det, vi forsåger os også ud i reportagen og montagens svære kunst med et ret ynkeligt resultat, der ikke er til efterfølgelse. Vi har afdækket IKEA boss Ingvar Kamprads næste geniale træk. Vi har været i Bazaar Vest og spurgt, hvorfor danskerne ikke bare tager hjem. Vi forsøger forgæves at komme i kontakt med Taylor Swift for at stille hende to spørgsmål, et frækt og et ubehøvlet. Vi har haft arbejderduoen Knoklerne i studiet. Vi har haft discotema, men ikke nok med det, vi har også haft The Game tema, men ikke nok med det, vi har også haft metaltema og senest fik Canada en over nakken. En gang i mellem sniger der sig noget læsestof ind, primært mærkelige østeuropæiske jøder. I Ausfahrt spiller og siger vi det, der umiddelbart falder os ind, og ofte er det faktuelt forkert, hvis ikke direkte løgnagtigt. I vores verden er en udbrændt xbox et dobbelt holocaust.
Vi har ingen ambitioner, og som sådan skal det nok blive godt. Besøg vores blog www.radio-ausfahrt.blogspot.com og hør hvordan du kan riste gummistøvler uden at blive våd.
Værter: Ole og Simon
Stentor sætter spot på mulden og malmen i Århus. Kodeordet er rock, og det må både gerne være hårdt eller blødt, eksperimenterende og flydende eller lige-på og hårdt, bare det rører noget og kan fortælle den historie, der ellers knap kan siges med tusind ord.
Bands og kunstnere inviteres indenfor, og ellers disker værten Peter op med historier fra musikmiljøet i fjern og nær. Stemningen er afslappet og vedkommende, og ikke to programmer er ens.

Trækprocent er et pompøst og altopslugende metatekstuelt radioprogram, som med sit litterære udgangspunkt vil forsøge på gongorisk vis at destillere alt hvad der bevæger og rør sig af verbale og tekstuelle artefakter på skrift.
Om det er kyrillisk majuskelskrift eller hieroglyffiske Wingdings, så er der ikke noget som ikke er for aktuelt for os. Vi dækker alt fra "Lyd og Litteraturfestivalen" i Århus til den nyeste mest obskure digtsamling fra Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn. Vi kommer gerne omkring skriftudøvere (levende som døde) som Peter Laugesen, Naja Marie Aidt, Lars Frost, Erik Knudsen, Gud, Per Højholt, Saxo, Inger Christensen og Kurt Schwitters.
De to heretiske hedonister Kyndelmisse og Herman aka. Carsten Theede og Søren Rosenberg fører egenrådigt og porøst den opmærksomme lytter gennem en sonisk sinuskurve af tegn, ord og matematik. Intet emne er for snævert; intet begreb for stort. Vi taler gerne om alt fra pønologi til gossypium.
Med tilbagevendende emner som Dagens Donna (oplæsning af et stykke tekst, som vi finder aktuelt selvom det kan være over 100 år gammelt) og en fast anmeldelse af diverse aktuelle romaner, litterære kulturmagasiner, musik samt digtsamlinger, forsøger vi at skabe et så action-spækket program, at der selv er noget for den mest kræsne lytter. Vi anmelder også koncerter og afspiller interviews med forskellige kunstnere og kritikere.
Fald ind hver torsdag fra 20-21 på 98,7 FM, og hør Århus Studenterradios litterære darlings snakke om ting de intet kendskab har til.
På denne side kan du læse om vores spændende programmer. Det eneste, du skal gøre, er at klikke på et af linksne til højre, og teksten vil poppe frem. Kom i gang!
Copyright © Århus Studenterradio | 2009 |Intranet